Vedtægter

§1 Overordnet om institutionen
Pejrup Forsamlingshus er en selvejende institution med hjemsted i Pejrup.

§2 Institutionens formål
Institutionens formål er at opretholde Pejrup Forsamlingshus til møde- og samlingssted for egnens befolkning, herunder især for folkeligt og kulturelt arbejde. Møder, som institutionen anser for samfundsopløsende og demoraliserende, kan ikke tillades.

§3 Medlemskab
Som medlem af forsamlingshuset kan optages personer med ægtefælle eller samlever på 1 medlemskab og sammenslutninger med tilknytning til egnen. Ved optagelsen betales et beløb svarende til det sidst opkrævede kontingent. Udmeldelse kan kun ske skriftligt med 1 års varsel.

§4 Generalforsamlingen
Institutionens øverste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes inden udgangen af februar måned med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning om institutionens virksomhed i det forløbne år.
  3. Fremlæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab.
  4. Behandling af indkomne forslag.
  5. Fastsættelse af næste års kontingent.
  6. Valg af bestyrelse og 2 suppleanter.
  7. Valg af revisor (toårigt valg på skift), + en revisorsuppleant.
  8. Eventuelt.

Indkaldelse sker med mindst 14 dages varsel ved avertering i en lokal avis. Forslag, der ønskes behandlet, må være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Beslutning om ændring af vedtægterne kræver, at mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor samt at ændringsforslaget senest 14 dage forinden generalforsamlingens afholdelse har været bekendtgjort for medlemmerne. På generalforsamlingen kan ikke stemmes ved fuldmagt. Hvis en person forlanger det, eller hvis dirigenten ønsker det, foregår afstemningen skriftligt. Hvert medlemskab har højst 2 stemmer, sammenslutninger dog kun 1 stemme. Stemmeret har kun medlemmer, der ikke er i restance. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed.

§5 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen ønsker det, eller 20 medlemmer skriftligt tilkendegiver ønske herom. Indvarsling sker som til en ordinær generalforsamling.

§6 Bestyrelsen
Institutionen ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer. Bestyrelsens medlemmer vælges for en periode på 2 år. Hvert år afgår efter tur 3 henholdsvis 4 bestyrelsesmedlemmer, første gang 3 medlemmer efter lodtrækning. Genvalg kan finde sted. Bestyrelsen, der konstituerer sig selv, vælger selv sin formand, næstformand, sekretær og kasserer samt fastsætter sin forretningsorden. Ordinært bestyrelsesmøde afholdes når formanden finder det nødvendigt - dog mindst 4 gange årligt. Ekstraordinært bestyrelsesmøde kan indkaldes, hvis mindst 3 af bestyrelsens medlemmer begærer det. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af dens medlemmer er til stede. Afgørelser træffes ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Over bestyrelsens møder føres en protokol, der underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

§7 Drift
Bestyrelsen varetager institutionens daglige ledelse i overensstemmelse med dens formål. Det påhviler således bl.a. bestyrelsen at medvirke til at skabe tilfredsstillende bygningsmæssige forhold til forsamlingshusets aktiviteter, at drage omsorg for udlejning og fastsættelse af lejesatser, at ansætte og afskedige det til driften nødvendige personale samt at udarbejde årlige regnskaber. Institutionen tegnes af formanden i forbindelse med kassereren. Beslutning om køb, afhændelse eller pantsætning af fast ejendom eller optagelse af lån træffes dog af generalforsamlingen. Der kan meddeles prokura.

§8 Kapitalforhold og hæftelse
Den til institutionens oprettelse og drift nødvendige kapital søges tilvejebragt ved offentlige og private tilskud, indsamlinger blandt egnens folk, arrangementer, belåning af fast ejendom, indtægterne ved udleje af lokaler og kontingenter. Institutionens midler, herunder eventuelt overskud, der ikke findes nødvendigt til den daglige drift, skal indsættes i lokale pengeinstitutter på forsamlingshusets navn eller anbringes i overensstemmelse med de for anbringelse af umyndiges midler gældende regler. For institutionens forpligtelser hæfter alene dens aktiver, idet bestyrelse eller tilsluttede medlemmer ikke hæfter personligt.

§9 Regnskab og revision
Institutionens regnskabsår følger kalenderåret. Regnskabet, der skal indeholde driftsregnskab, revideres af de to valgte revisorer før den ordinære generalforsamling.

§10 Formue overtaget fra Pejrup Beboerforening
Den til enhver tid siddende bestyrelse administrerer den overtagne formue. Renterne kan bruges til institutionens arbejde og arrangementer. Beløb fra hovedstolen kan kun hæves med generalforsamlingens godkendelse.

§11 Opløsning
Til ophævelse af institutionens virksomhed kræves 2/3 flertal af samtlige fremmødte medlemmer på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger. I tilfælde af opløsning afgiver bestyrelsen til generalforsamlingen en indstilling om anvendelse af institutionens formue til almennyttige og kulturelle formål indenfor Faaborg kommune.