Sankthansbål 2009

Endelig ordentligt vejr på dagen - sidste år fik vi slet ikke tændt bålet - det blæste for meget.

Hanne har lavet heksen i år, det gjorde hun aftenen før, og det var ved at koste mig livet.

Sankthansmorgen kommer jeg ind i min stue med en kop kaffe, og pludselig står der en 2 meter høj sur kvinde ved siden af hoveddøren. Det er heksen på en lang hasselkæp, som senere bliver stukket ned i toppen af bålet.

Hun var stoppet med halm, og brændte hurtigt ud da flammerne nåede hende.

Der blev hældt 15 kilo kul på grillen, og så var den klar efter en time.

Nu er der bare dømt sommerstemning.

Formanden byder velkommen til denne traditionsrige aften.

Michael og Allan ved grillen.

Jørgen og Maria har gang i honningboden, og der var smagsprøver til alle.

Er det rigtigt at man får hvepsetalje af at have sådan et bijob?

Solen er så kraftig at Michael er nødt til at tage solbriller på, for at kunne se noderne.

Så er vi vist ved at være klar, instrumenterne er stemt og sanghæfter er delt ud til fællessang.

Land Roveren er placeret som bagtæppe, for at lyden ikke bare skal suse ud over marken.

Ja, det var festligt, kan man se på en glad Anna Marie.

Vi havde vores sædvanlige fakkeltog ned til bålpladsen, og Finn har nu genindført begrebet båltale.

Vi har ikke haft en båltale siden 2005, og har nu besluttet at båltaleren vælger den næste, som så har et år til at forberede sig. Den næste båltaler er valgt, men hvem det er, afslører vi ikke her.

Hans havde brugt nogle timer af sin eftermiddag til at slå det høje græs omkring bålet - det siger vi stor tak for!

Bålet set udefra.

Tekst og billeder: Allan Vebel

Båltale af Finn Bendixen

Til et sankthansbål hører der efter min bedste overbevisning en båltale. og derfor har jeg tilladt mig at nedskrive et par ord.

Sankthansaften- sanktjohannesaften- kært barn har mange navne - og mange navne har afledninger. som i dette tilfælde f .eks Jon. Jens og Hans.

Sankthansaften fejrer vi vanen tro Johannes Døberens fødselsdag, som først falder i morgen, ligesom vi til jul fejrer hovedpersonens fødselsdag dagen før. Det må være noget specielt skandinavisk. Sankthansaften - ja, men også midsommerfest - aftenen og natten, hvor der er stærke kræfter på spil. Vi tænder bål for at jage de onde væk, når de flyver over vores hoveder på vej til festen med djævlen på Bloksbjerg eller Heklafjeld (i folkemunde Hekkenfeldt). Vi kan opsøge de hellige kilder, eller vi kan plukke sankthansurt, hvilket er et voveligt eksperiment. Tager man den ind, og den trives, går det en godt, men dør den, dør man selv inden året er omme.

I 1900-tallet begynder traditionen med at sætte en heks på bålet - en noget makaber påmindelse om de tusindvis af ulykkelige kvinder der blev brændt, fordi de kunne lidt mere end deres fadervor, og fordi de havde et indgående kendskab til datidens lægeurter.

I dag er sankthansbålet mere et symbol på glæde og fællesskab og på den danske sommer, når den er smukkest.

Vi elsker vort land - således skriver Holger Drachmann i midsommervisen, og intet er vel nemmere, når vi bor i Danmarks mest naturskønne område.

Vi lever i en tid med hjemmerøverier, vanvidsbilister, bandekrige og finanskrise, og hvad kan vi så gøre ved det?

Vi vil fred her til lands - den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde, skriver før omtalte digter.

Vi samles om bålet. Vi dyrker fællesskabet og værner om vores lokalsamfund. Når alle disse positive kræfter forener sig, vil det gode med tiden vinde, og det onde forgå.

Og skal vi så synge midsommervisen.